Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Tips Til At Spare Tid: Oprydning

21. marts 2017

Hemmeligheden bag effektiv oprydning! 
Først skal du kende hemmeligheden bag effektiv oprydning.

Der er TO faser i oprydning: Sortering og udførelse.

De skal til enhver tid skilles ad!

De fleste begår den klassiske fejl at begynde at udføre midt i sorteringen: ”Den regning kan jeg da lige betale med det samme”, ”Ihh, der var billederne, jeg ikke kunne finde. Lad os kigge på dem nu”. Glem det! Du bliver aldrig færdig på den måde.

Derfor:
1. Sortering: Beslut dig for dine sorteringskriterier.
2. Udførelse: Hvad skal der ske med tingene, når de er sorteret? 

4 gode sorteringskriterier
A. Smid ud: Hvornår har du sidst brugt det? Kommer du til at bruge det igen? Vær ærlig!
B. Gem: Gem det, du rent faktisk bruger, og som har reel værdi for dig.
C. Giv væk: Selv om det kan være svært at skille sig af med ting, er der en glæde i at vide, at de kommer andre til gode.
D. Handling: Ting, der kræver en handling fra din side (betale regning, reparere jakke etc.).

Udførelse
A: Stil ud til storskrald.
B: Læg tingene på plads.
C: Aflevér til familie, venner, hjælpeorganisation.
D: Planlæg hvornår, og sæt tid af til at gøre det. 

Ting skal have et sted at bo
Rod opstår typisk, når ting ikke har et sted at bo. Gå hjemmet igennem, og beslut dig for nogle faste pladser til dine ting.

Opbevaringskasser er en nem måde hurtigt at skabe orden på. De fås heldigvis i mange flotte design, så de endda kan være en del af indretningen.

Modnekassen – gemmerens bedste ven
Har du (også) svært ved at skille dig af med ting? Opret en modnekasse. En slags transit for ting, vi aldrig kommer til at bruge, men har svært ved at give slip på.

Tricket med modnekasser er, at du her lægger alle de ting, du måske kommer til at bruge eller savne. Hvis modnekassen skal virke, skal du naturligvis sætte en udløbsdato. Skal det være tre, seks eller tolv måneder?

Husk at forsegle kassen og sætte slutdato på. Hvis forseglingen ikke er blevet brudt inden da, har du det endegyldige bevis for, at du ikke kommer til at bruge tingene.

God fornøjelse med at spare tid!